Lost and found i Khovd

Efter en kort flyvetur ankom jeg fredag d. 25 juli i Khovd, en af de stoerste byer i det vestlige Mongoliet, hvorfra jeg ville slaa mig sammen med andre med samme maal; Solformoerkelsen den foerste august.

Flyet lander paa en mark og terminal bygningen minder mest af alt om et nedlagt landbrug i store vildmose med et legehus paa taget. Spaaende taenkte jeg, ret tiltalende faktisk - now I'm roughing it. Efter en lille halv time i ventesalaen bliver bagagen udleveret og fordelet ved opraab af numre. Jeg skubber mig svingdoeren og ankommer paa den stoevede parkingsplads udenfor der foer rummede en masse jeeps og mini vans nu er mere eller mindre tom. LP skriver at der ikke er nogen offentlig transport mellem lufthavnen og Khovd City saa jeg faar arrangeret et lift med en flok Mongoler. Flere af dem taler engelsk og det viser sig at de selv er tourister, der er i byen for at se Naadam festivallen (Mongolske olympiske lege = hestevaedeloeb).

Jeg bliver spurgt om hvordan jeg vil faa arrangeret noget og i det hele taget kommunikere med folk naar jeg ikke kunne tale mongolsk. Stort set ingen i Khovd eller i det hele taget Mongoliet uden for UlaanBaatar taler engelsk. De kunne ikke forstaa at jeg ikke havde arrangeret en tour eller et hotel ophold. Maa aerligt indroemme at jeg blev lidt bekymret over min situation. Da vi ankom til byens hotel sad jeg udenfor og proevede at kommunikere med nogle chauffoere om at komme videre til Oglii, uden held. Jeg talte kort med et par engelsk talende turister der ogsaa var paa vej mod solformoerkelsen, og proever herefter igen at faa mit budskab igennem med chauffoerne, stadig uden held. Med panikken let ulmende dybt i maven gaar jeg stille og roligt ind for at booke et hotel vaerelse (paa flot mongolsk). Jeg fortryder og taenker. Fuck det, jeg er screwed, saa jeg kan lige saa godt slaa mit telt op og se hvad der sker. Foelsen af panik og bekymringerne om at naa tilbage til UB i tide til flyet mod Beijing forsvinder og eventyrlysten er tilbage.

Jeg begiver mig ud paa hovedgaden, men efter faa meter bliver jeg kaldt tilbage. Det er en af fyrene fra foer, Tom, der har moedt en kvinde paa gaden som han vil have jeg skal hilse paa; "It's your neighbour", raaber han. Det viser sig at vaere en norsk kvinde og hendes lille dater der har vaeret bosiddende i Mongoliet i nu to aar sammen med to andre familier som missionerer for kristendommen. Hmm, lige noget for mig: "Ikke Scientology, but good enough". Jeg taenkte, givet min situation, at det fakisk kunne vaere meget sjovt at haenge lidt ud med dem, for at proeve at forstaa hvorfor de var begivet sig ud paa saadan end faerd, og for at forstaa hvorfor de mente, at de kunne komme og oedelaegge Mongolsk kultur - korstogene er overstaaet for laengst. Saa jeg holdt samtalen koerende i haab om at komme til at se mere til dem, men bliver afbrudt af Tom, som jeg kort forinden havde forklaret min situation. Det viser sig, at de har en plads ledig i bussen, og han vil hoere om jeg er interesseret i at rejse med dem. Naesten for godt til at vaere sandt. Haenge ud med tre norske missionske familier eller tage med bussen der ville tage mig direkte til solformoerkelsen, og til med ville vaere tilbage i UB i tid til mit fly. Hmmm, jeg overvejde faktisk er blive, men tog selvfoelgelig i mod budet.

Saa fra at vaere helt lost (sikkert kun i mit hoved), havde jeg nu baade transport til solformoerkelsen men ogsaa tilbage til UB klaret. Hvilken lettelse.

Tom rejser rundt med sin familie fra Venezuela og ven Johan fra Belgien. Familien har rejst rundt i to aar og Mongoliet er sidste destination inden de rejser hjem til det syd amerikanske paradis med et kort stop i Switz hvor Toms familie bor.

Resten af dagen gik med at proviantere og ved naadam "pladsen" uden for byen.