Det er den sidste tourist der faar Kathmandu til at flyde over, eller...

11 dage og mit hoved snurrer. Byen er nu smaek proppet med tourister, jeg maa ud.

Tihar festivallen starter imorgen. Masser af blomster, fyrvaerkeri og tika. Perfekt tidspunkt at forlade byen.

Jeg har laenge ville besoege en ven i Bandipur og hjaelpe til med rishoesten saa imorgen tidlig springer jeg paa en bus. Dog med en lille omvej omkring landsbyen hvor jeg fejerede Desain. Det bliver sjovt at se hvordan familien reagerer naar jeg ankommer uanmeldt. De forventer foerst at se mig om et aar. Det meste af familien bor i Kathmandu eller anden stoerre by og vil da ikke vaere til stede, saa jeg forventer at det bliver dejlig stille :).

5-6 timer med bus, 3-4 timers vandring og jeg er i paradis :) .. saa kan jeg endelig faa taget det foto jeg missede sidste gang.

En bøffel og tre høns senere

Nepals stoerste festival, Desain, er overstaaet og jeg er tilbage i Kathmandu. De sidste 11-12 dage har vaeret fulde af oplevelser og helt uden stroem. Jeg har danset, sunget, spillet musik, spist og meget af tiden bare haengt ud med den stor familie, som viste sig at vaere meget stoerre da jeg ankom til Ghyampesal (efter 5 timer i bus og 3 timer til fods). Alle synes at vaere i familie. Ikke ved blod, men samfundet i den lille landsby og i bjergene er saa taet knyttet via tjenester, faelles oplevelser, kultur, osv. at alle kalder hinanden bror eller soester, og det er ikke ualmindeligt at have 2-3 moedre; jeg har nu to: Birgit og Kinamaya.

Jeg er blevet inkluderet i familien Gandharba som den 10. broder. Den aeldste broder var ikke til stede saa jeg tog hans position under festivallen, hvilket bl.a. betoed at samtlige familie medlemmer paa naer ama (mor) og buva (far) skulle spoerge mig om tilladelse hvis de ville forlade "bordet" foer mig. Denne skik havde jeg ikke lige opfanget, saa jeg blev ret hurtigt irriteret over det. Jeg troede de gjorde det af respekt for mig som gaest, og bad dem om ikke at behandle mig anderledes end de andre familiemedlemmer. Da jeg efter fem seks dage fandt ud af hvordan det hang sammen var der ingen problemer. Faktisk var det ret cool at kommandere rundt med folk :).

De 10 dage i lerhytte, uden elektricitet og med flere graensebrud end jeg synes mit personlige pas tillader paa en gang, har givet mig rigtig god indsigt i den nepalesiske mentalitet paa godt og ondt; mest godt.

Det er nok ikke nogen overraskelse at folk bosidende i Nepals bjerge er roevfattige og anderledes var det dog heller ikke for denne familie. Saa det var en stor ting at som 'rig' vesterlaending kom paa besoeg og fejrede Desain med dem. Jeg tror de ansaa mig mere som en sponser eller en off-the-road-tourist, hvilket jeg egentlig ikke broed mig om, da dette ligesom hintede at jeg skulle soerge for at de fik en god festival. Jeg tog det ikke saa tungt og det viste sig kun at have ringe indflydelse paa festivallen. Det var en af de foerste dage de hev mig ind til et 'familiemoede' (selvfoelgelig kun maendende, paa trods af at det er kvinderne der sidder paa pengene og i det daglige styrer statslaan osv.). De insinuerede at jeg skulle betale et eller andet beloeb, men spurgte mig aldrig direkte. Anyway, saa lavede vi en plan over alt hvad der skulle koebes ind, hvilket paa ingen maader viste sig at holde. Jeg var overrasket over hvor daarlige de er til planlaegge mere end en dag frem og i det hele taget til at administrere deres penge. Dette blev dog klart senere. Paa trods af at de er en stor, glad og relativt velfungerende familie, saa er det grundet den evige kamp for at tjene penge til mad, den umiddelbare familie foerst og dernaest kommer soeskende og foraeldre. Havde det ikke vaeret for de religioese ritualer under Desain der involvere at give til ringere stillede, (dine boern og yngre soeskende) tror jeg staeldent der flyder kapital eller andre resourcer imellem kernefamilierne. Sagt paa en anden maade saa gik det for dem ud paa at betale saa lidt som muligt i forhold til de andre selvom de egentlig havde pengene. I loebet af ugen der gik kom der flere omkostninger til, og jeg blev godt irriteret, da vi havde aftalte at det var bedre at jeg gav et engangsbeloeb i stedet for at skulle betale her og der. Det virkede lidt som om proevede at snyde mig, men jeg havde, som skrevet, allerede erfaret deres manglende evne til at administrere deres penge.

Saa jeg betalte 1/3 af hele gildet og de resterende 6-7 tilstedevaerende broedre betalte resten. 1/3 svarede til en halv vandboeffel 5000 NPR eller 429 DKK.

Kort fortalt foregaar der foelgende under Desain:

• Koeber nyt toej og mad for alle de penge det er lykkedes dig at skrabe ind i loebet af aaret.
• Far lytter til astrologerne der med raad fra stjernerne giver signal til, paa det mest optimale tidspunkt, at starte festen.
• Dyr ofres.
• 3-5 dages aedegilde, med dans, sang og musik .. og gynge. Folk byggede gynger som tosset.
  
• Alle vasker sig grundigt bag oererne og iklaeder sig de nye klaeder.
• Folk bliver grisset til i tika (ris, vand og roed farve). Jo yngre du er des mere tika.
• Besoeger venner og familie, mere tika.
• Mere mad og ikke mindst alkohol.
• Casino.
  
• Folk tager hjem og arbejder 350 dage for at tjene til naeste festival.
  

Paa andendagen af mit besoeg gik Desain rigtigt igang, og det var tid til at finde boefflen frem der over de sidste to tre maaneder guffet den bedste graes og var blevet rigtig fed. Der var en utrolig energi i luften optil offringen af boefflen. Glaede, nervoesitet og masser af snak om hvordan det skulle foregaa. Simpelt egentlig - reb i begge ender, en lang sabel og en ordentlig spandfuld muskler - men utroligt vigtigt at det gik rigtigt for sig og at hovedet roeg af i foerste forsoeg. Det gjorde det naesten, saa kun en lille smule modgang til Durbarbhai, der havde modtaget aeren af at ofre boefflen dette aar.


Hovedet kom af (saa let som var boefflen af LEGO) og det meste af dagen gik med at patere dyret. Ud over hovene og hornene blev resten gemt og spist i loebet af de 10 dage. Hvis nogen skulle oenske det kan de faa en detaljeret beretning over MSN - det var ret specielt.

De foerste par dage spiste jeg glaedeligt og med aabent sind - koedet var godt stegt og godt krydret saa jeg taenkte ikke saa meget over hvor fra dyret koedet kom. Men paa dag fem blev det for meget, isaer efter jeg begyndt at identificere halsroer og gummiagtig mavesaek blandt det baal toerrede koed. Mine tanker faldt ogsaa flere gange paa afsnittet fra Langt Fra Las Vegas hvor kasper ved et uheld kommer til at bestille en palle beefjerky, som han staedigt gnaver sig igennem. Det resulterede i at hans mave svulmede op og hans taender en efter en faldt ud. Kunne maerke det samme begynde at ske for mig - sikkert indbildning :).

Ud over det koedet var maden fantastisk. Friske groensager (kartofler, blomkaal, loeg, chili, graeskar, osv) hver dag og et glas raksi (lokale hirsevin) eller tre til aftensmaden. Morgenmaden bestod af chiura (fladmast raa ris) samt khalo chiya (alm sort te) eller dudh chiya (maelke te frisk fra koen). Nogle af os spiste maelk hele dagen (i Nepal er det almindeligt at spise hvad som helst, f.eks. spiser man ogsaa en cigaret, men ryger den ikke):


Her guffer driver-bhai (Kamal) noget kylling. Som I kan se staaler hans oejne. Det er ikke hver dag der er kylling paa menuen. Slet ikke en stor flot lokal en af slagsen.

Det mindre heldige maa noejes med en 'boiler'. Nepalisisk udtryk for kyllinger der er opvokset i bur. Navnet kommer fra de store kogegryder hvor i kyllingerne bliver tilberedt. Ikke saa laekkert; I Kathmandu er det ikke ualmindeligt at en slagtet kylling ligger 6-7 timer i os og stoev i 30 graders varme foer den bliver tilberedt.

Vi spiste selvfoelgelig med fingrene, hvilket passede mig fint. Saadan smager maden bare bedst. Spiste med fingrene, sked i et hul og vaskede mig i et vandloeb tidligt hver morgen lidt uden for landsbyen. Dejligt primitivt. Det sidste var en herlig maade at starte dagen paa. Udsigten over dale og bjergene Manaslu og Ganeshhimal var helt fantastisk. Solen der dukker op i det fjerne og langsomt fejer skyerne vaek der skjuler de mange landsbyer og/eller markeder. Solnedgangene var lige saa fantastiske. Mellem 'mit hjem' og solen paa toppen af en bakke laa et hus hvortil der hoerte nogle faa frugt traer og et gyngestativ med legende boern. Om aftenen naar solen kroeb vaek og boernen stadig legede ved huset fremstod sceneriet som H.C. Andersen papirklip i varme roede og orange farver. Saa smukt. Mindede mig lidt om en t-shirt jeg har. T-shirt fra UneeTee.com. Fik ikke taget et billed desvaerre. :( (naeste gang)

Dagen kom for paafoere tika og velsigne familien med lykke og kaerlighed. Selvom jeg har deltaget i flere tika ceremonier var denne nu helt bestemt. Faderen begyndte tidligt at forberede remedierne til cermonien, hvor i blandt en af dem var en haandformet lort fra den hellige ko. Jeg sad maaloes med aaben mund (tror jeg) og betragtede ham haandtere lorten som var det modellervoks og ikke bakteriefyldt fokalia fra et stort klovdyr. Bagefter boerstede han sine haender og jeg krydsede fingre for at han ikke skulle paafoere tika paa mig. Saa heldig var jeg desvaerre ikke.
Men det var nu ikke derfor at ceremonien var speciel. Alle dele af cermonien blev udfoert med saa dybe/staerke foelser at de kunne maerkes eller foeles i luften. Her er det Kinamaya der faar paafoert tika af sin sithiman (mand):


Det virkede lidt idiotisk at alle iklaedte sig derse dyrtkoebte klaeder for at smaede dem til i roedt farvestof. Jeg selv bar en hvid bommuldskjorte og kunne ikke helt lade vaere med holde oeje med at den blev grisset til. Spurgte til det bagefter og det roerte dem ikke at deres toej var 'oedelagt'. Faktisk saa de roede pletter som de bedste minder fra Desain. Pretty cool ikke?


En del af ceremonien bestod i en speciel vigelses velsignelse af en 11 aarig pige. Velsignelsen markerede at familien kunne begynde at finde en mand til hende. Hun vil sikkert foert blive gift omkring de 20-21 aar med en mand paa 27+ aar.
Jeg kom til at naevne til min dai (aeldre broder), at hvis jeg moedte en soed pige var det da ikke utaenkeligt at vi ville blive gift (folk paa disse kanter har ingen koncept for at en mand og kvinde kan leve sammen uden at vaere gift) paa et tidspunkt. Denne udtagelse blev hurtigt til at Michaelji (-ji = Mr.) soeger brud. Saa naar vi vandrede rundt i bjergene mellem de smaa landsbyer var der rigeligt at snakke om og de koenne doetre blev vist frem. Det var meget sjovt og en god maade at komme i snak med folk paa :) .. haaber ikke at jeg skuffede nogen. Naar jeg ankom til et nyt sted havde folk ofte allerede hoert om mig og jeg blev moedt af boern og selvfoelgelig piger med: Hello Michael eller det nepalesiske ord for 'aeldste broder' som jeg ikke lige kan huske.

Efter aftensmaden, eller faktisk under aftensmaden, ikke alle spiste paa samme tidspunkt, begyndte trommerne at lyde fra naer og fjern. Aftenerne startede med at musikerne over en kortere periode stemmer instrumenterne saa de trommen, violinen og floejten er helt i haremoni.


Sangene handler om fortabte soldater, kaerlighed samt trivielle hverdagsting. Flere af sangene er konkurrence sange der har helt specielle funktioner i samfundet. Som I (maaske) ved er arrangerede aegteskaber stadig i Nepal, og ligesaa foregik det i det lille samfund nord for maoisternes hoejborg Ghorka. Men for unge giftehungrende maend og kvinder af kasten Gandharba (ca. 40.000 i Nepal) er der et tilsyneladende fristende alternativ til arrangeret aegteskab - nemmelig konkurrence sange. De kan med deres foraeldres accept (alligevel) lade konkurrence sangen afgoere om et giftemaal kan komme paa tale. Det foregaar lidt ligesom et rapbattle hvor manden og kvinden skiftes til at synge et improviseret vers til en kendt melodi. Deltageren har et minut til at komme paa teksten. Lykkedes det ikke vinder 'modstanderen' konkurrence og retten til at acceptere eller afslaa et oenske om et giftemaal. Disse konkurrencer kan loebe over flere timer. Via sangen kan deltagerne stille spoergsmaal lufte tanker og lyster, en mulighed de traditionelt set ikke har mulighed for at udveksle med en eventuel kommende brud eller brudgom.
Sangen bruges paa lignende vis i andre situationer ogsaa her for at komme af med tanker, spoergsmaal og lyster der ellers er bandlyst i det staerkt religioese (eller snarer traditionsbundende) samfund. Det kunne foreksempel vaere en mand, allerede gift, der naerer staerke foelser for en anden kvinde. Han har muilghed for at fortaelle hende dette via sangen. Selv med konen sidende ved siden; og dette er accepteret. Ellers kunne konkurrencerne omhandle utilfredheder over at naboens boeffler trapper for haardt i rismarken, eller det kunne vaere en velsignelse af landsbyens nye hane med rent vand.
Derud over har sangenen selvfoelgelig ogsaa funktion som ren underholdning.

Musikken er traditionel nepalesisk folkemusik med sarangi, floejte og troppe. Dansen er meget kontrolleret og feminin selvom den som alkohollen flyder bliver mere aggressiv og stammeagtig- eller romantisk som de selv beskriver det. Typisk er der kun en person der danser af gangen, to eller flere hvis man vil score eller der er meget plads. Maendene er helt tossede med at danse og de er mindst lige saa feminien i deres dans som kvinderne. Stort smil, vrikkende haandled og hofter. Saa da det kom til at jeg skulle danse var jeg ikke helt tryg ved situationen. Men jeg tog springet og dansede saa godt jeg kunne foran 30-40 personer. Noget kun graenseoverskridende, men alle synes bare at det var sjovt og det var paa ingen maade doemmende. Faktisk var de overrasket over mine danseegenskaber - ha, would you believe that. Anyway efter et par dage lykkedes det mig at laere et par af folkesangene, og endnu engang var det tid til at flytte graenser, da de havde faaet nys om at jeg nu kunne synge. Saa endnu engang alene mand sang jeg for den store gruppe. Det var faktisk ret sjovt og folk hujede og sang med til omkvaedet. Derefter ville de selvfoelgelig ikke lade mig vaere - sjovt at se den hvide mand danse.
Meget af tiden (isaer til den hurtige musik) snurrede jeg rundt som da jeg var barn og dance tosset som jeg var til trance party. Heh, haaber nogle af Jer tager med mig naeste aar?

En stor begivenhed under festivallen var gyngerne. Store reb blev slynget op i de stoerste traer og der blev gynget til solen gik ned. Her er det min ven Thakur der svinger (jeg proevede at forklaere ham de forskellige betydninger af 'to swing' paa engelsk. Forstod han ikke helt, men det viste sig alligevel senere at han havde lytte lidt efter):


Og her er det den fraekke Rasjuita (laver altid ansigter) der gynger loes i Ghorka:


Hold op hvor var der mange boern i landsbyen. Selvom de var soede og det var befriende at lege med dem efter alt for meget snak med de voksne om penge, bryllup og fattigdom, ja saa var det nu ogsaa rart, at kunne lukke doeren til mit rum i bare 10 minutter og laese i min bog, eller blot lukke oejene. Ikke ualmindeligt at jeg var omgivet af 10-30 boern.


Jeg noed ogsaa rigtig meget at vandre rundt i bjergene og besoege forskellige venner af familien. Konstant omringet af den skoenneste natur. En af dagene, 2 timer hjemmefra, blev vi ofre for det stoerste tordenskyld. Det var super fedt. Vejene blev til floder og lyn og torden sprang rundt mellem bjergene. Jeg hoerte flere skrige af skraek, selv fra de staerke maend; da naesten alle lider af en overtroisk skraek for naturens, eller gudernes, hvad ved jeg, umenneskelig styrke. Med saa meget vand er det overraskende at man kan finde smukke groenne enge og marker som denne: