Ny lejlighed (igen) og Internet gennem et skab

Lige som da jeg skulle til at flytte ind i den nye lejlighed, det lyserøde hus, kom en nabo forbi med en invitation til at se et andet sted. Så lang historie (meget) kort så to jeg imod invitationen og er jeg flyttet ind i underetagen på et lille hus med have, og har nu sovet der hele tre dage (på min Indiske luksus madras).

(igen ingen billeder, måske flytter jeg igen. Når jeg har opholdt mig en måned et sted må det være rimligt at poste billeder uden falsk markedsførring)

Igår kom Subishu folkene (Internet) og skulle installere kabler. Kablerne blev trukket fra en pæl på vejen indtil huset. De to installtører havde ikke taget et bor med, og i stedet for at hente et, brugte de laaaang tid på at lede efter huller i huset hvor igennem de kunne trække ledningen. De fandt et, som jeg også kunne acceptere. Først ville trække ledningen igennem et hul i myggenette på et vindue i den anden ende af huset. Det andet hul var dækket af et overordentligt stort antikt træskab (daraj). Efter de fik ødelagt bagbeklædningen i skabet lykkedes det en af installtørene at få trukket 20 meter kabel igennem skabet. Hvorfor? Deres plan var at trække ledningen igennem skabet, ud over skabet, over to tre skabslåger og til loftet, ned til gulvet og derfra bore et hul i vægen indtil det andet rum hvor jeg skal bruge Internettet. Jeg troede ikke min egne øre da de forklarede deres plan. Faktisk forklarede de intet, jeg måtte hele tiden spørge dem hvad de havde gang i. Det var okay med mig at de borede hul i vægen for at komme ind til det andet rum. Men de havde glemt at de ikke havde noget bor med, doh. Så de fandt på en ny løsning hvor de trak ledningen gennem dørkarmen og hvortil de fortalte mig: Så skal du bare huske at du ikke må lukke døren. HVAD? Så sendte jeg dem hjem. Ingen Internet i denne omgang :)

Lyserødt hus og lyseblå værelser

Jeg er nu den stolte lejer af en toværelses lejlighed i Naya Bazar, Kathmandu. Flot ny lyserød bygning, baby blå indvendig :)

(billeder kommer senere)

En aften var jeg ude på en lille gåtur med Urmila (gumna jane) og så kom vi forbi denne ret farvestråelende bygning. Mit nuævrende hjem var blot tænkt som en midlertidig løsning, så det har hele tiden været i baghovedet at jeg skulle have mit eget. Så vi "bankede på døren" og fik fremvist nogle ret lækre lejligheder (efter nepalesisk standard). 

Et stort værelse med terrasse og et mindre værelse med store vinduer. Køkkenet er ikke installeret endnu, men kommer en af dagene. Toilettet er efter vesterlig standard med rigtigt toilet, bruser og (nogle gange) varmt vand.

Lejligheden er på 4. sal ud af 6. Let adgang til stor tag terasse med god udsigt over Naya Bazar og andre dele af Kathmandu. De andre beboerer virker meget flinke. Fortrinsvist studerende på længere videregående uddannelser.

Der er plads til motorcyklen i kælderen og i stueetagen er der planer om at åbne en restaurant. Måske jeg skal være partner og udfri min drøm og servere smækre lækre suppper :)

Toiletpapir, stik mig manualen

Nu sprang jeg historien om mit uheld i Ghyampesal over sidst så her får I en ny lille uskyldig historie.

I forgår var en lang dag. Op kl. 05 og øve til dagens køreprøve (slalom mellem 5 pæle), køreprøve. Derefter ud og hente motorcykel, på værksted med cyklen, jagte byen rundt efter et par litter petrolium (stor stor mangelvare for tiden). Kl er 10 og Urmila står klar. Smuk og dejlig ser hun ud selv med løftet pegefinger og skrappe ord skydende ud munden på hende. Heldigvis kan jeg stadig gemme mig bag mit manglende sprogkundskab og svarer: "Det forstod jeg ikke, er du klar?" Til bryllup, fire, fem timer. Mad, vandren frem og tilbage mellem det ene og det andet tempel. Op og stå ned og sidde (på hug). Kort sagt en travl anstrengende da. Efter brylluppet sender vi lille bror med veninderen hjem og tager på hotel for at slappe lidt af. "Den, den og den", vælger vi fra snack kortet. Efter meget værdsat afslappet time med Urmila er det igen op på motorcyklen og hjem til travle Kathmandu hvor Urmilas forældre ankommer i aftentimerne. Lang men dejlig dag, puha. 

Og appropos puha, nu til historien. Da jeg vågnede denne morgen skulle jeg frygtelig meget på toilettet, men det kom jeg aldrig. Så da jeg ankom med Urmila på hotellet i værksatte jeg en plan jeg havde arbejdet den sidste time under bryllupet. Jeg skulle på toilettet. Smukt, luksoriøst hotel, og toiletterne ligeså. Fint toilet hvor man sidder på brættet og har papir til tøre sig med. "Herligt", tænker jeg, "Urmila kan godt hygge sig lidt for sig selv ude i restaurenten". Men så herligt skulle det vise sig ikke at være. 

På blot en måned har det vist sig har ulært hvordan man bruger et toilet. Jeg når til det punkt hvor man lukker avisen eller med sikkerhed sætter det sidste 9-tal i sodukoen. Time to clean up. Jeg bruger i hvert fald to meter toiletpapir og på mærkværdig vis lykkes det mig alligevel at få grattet mine hænder ind i afføring og stoppet toilettet. Heldigvis er der sæbe og varmt vand :)

En uventet mærkværdig dag

Det er hverdag i Nepal at strømmen forsvinder. Det er en del af regeringens plan for at spare på strømmen (grundet manglende regnfald forrige år). Der eksisterer et skema for afbrydelserne i de forskellige zoner af the vally. Strøm afbrydelserne er også et super hot politisk tema og de ændre på skemaet konstant.

Så hvad gør man når man havde planlagt en hel dags arbejde foran computerne og strømmen går og alle backups og batterier gisper efter vejret?

Det skulle jeg slet ikke bekymre mig om i tirsdags. Jeg træder ind på kontoret og bruger de sædvanlige 30 minutter på at komme igang med arbejdet (får tændt computeren, startet diverse programmer, checkket mail og selvfølgelig får slurpret en kop alt for sød mælkete i mig), og CHONK, CLICK, BANG siger det og strømmen går, klokken er 8:00 præcis og strømmen kommer ikke tilbage før 12:00 (sjovt nok er de altid præcise med at slukke for strømmen, den er altid 20-30 minutter forsinket i den anden ende). "Hmm", tænker jeg og kigger mig rundt, "hvad nu?". Pr. refleks rækker jeg ud efter min mobil og står nu ude på gaden, "hvad nu?". Før jeg får set mig om kommer en ven susende på motorcykel (som om jeg var zorro og havde piftet for at hidkalde Tornado for at slippe ud af en farlig pine) og stopper foran mig.

Anyway langsomt får jeg bootet min hjerne i ikke-arbejds mode og er nu på jagt efter en et konditeri, Urmila har fødselsdag lørdag og jeg har fornyelig smagt den letteste, sødeste dark forrest chokoladekage, men hvorfra. Jagten gik ind. 20 minutter uden held giver jeg op og bliver ening med mig selv i at en anden slags kage også må kunne gå an. "Chandra, stop ved den næste bager" siger jeg til min "chauffør". Næste bager er bageriet ved det eksklusive hotel Annapurna. Jeg træder indenfor og straks slikker jeg mig om munden, hvilken oplevelse, og der midt i det hele mørk som skoven selv snilde Hans og Grete ikke vil kunne finde ud af og en duft der gør mig svimmel (der er sket noget med mine smagssanser det sidste stykke tid, nogle gange når jeg spiser chili bliver jeg svimlende beruset, ret behageligt, kan dog blive for meget)? The Dark Forrest chokoladekage. Heldigt heldigt. OG, to skridt til venstre ligger en blomsterforrestning, to fluer med et smæk. Umm det var svært at forlade bageriet igen, men næste punkt bankede på ruden ude fra gaden og vi måtte gå. Kage og blomster i hus, næste punkt en fødselsdagsgave.

I mellemtiden ser jeg at jeg har 2-3 missed calls på telefonen, men ikke et nummer jeg kender, så jeg sætter mig igen bag på motorcyklen og begynder gavejagten. 1 time senere er gaven fundet og pakket fint ind i en gennemsigtig plastik pose. "Flot", tænker jeg, "så bliver den i det mindste ikke beskidt". Pulsen og stress niveauet er højt (jeg lever) af skyde rundt på i kryds og tværs af Kathmandu i den travle og kaotiske trafik. Så vi finder en lille gyde og drikker en kop mælkete. Jeg kigger atter på telefonen. Endnu to ubesvarede opkalde. Jeg ringer op og finder ud af at en fyr der skal hjælpe mig med kørekort til motorcykel har siddet og ventet en time og at jeg skal skynde mig at komme. 

Afsted mod motorkontoret. Luften er sær trykket. Og ud af ingenting begynder det at storme. Sand i øjene og klaprende tænder. Stormen tager af og der begynder at falde små dråber regn - årets første regn. Jeg har en sær sær fornemmelse for dagen.

Motorkontoret ligger et godt stykke uden for centrum af Kathmandu på en travl støvet hovedvej - på begge sider og udenfor. Det kan bedst beskrives som en mellemting mellem et stort stort støvet marked af boder og så det skøre hus fra Asterix og Kleopatra tegnefilmen, hvor de to helte bliver sendt fra skranke til skranke for at få en formular. Og lige så må jeg rende op og ned af trapper, krydse hovedvejen, jeg ved ikke hvor mange gange, snakke med den første, anden og tredje mand fire fem gange. Først skal jeg betale 5 års vejskat, så skal jeg have et eller andet stempel. Så skal jeg have en underskrift og hele vejen skal jeg selv bringe alle papirer og formularer mellem disse folk. Jeg er ansvarlig for at de gør deres arbejder, eller for at de arbejder på mine papirer frem for andres: "prøve lige at se på det her", "er det rigtigt nu?" og "har du spist?". Skørt skørt. Kontorerne er store tomme betonrum med et stor bord i midten. Langs vægene ligger tusindvis af udfyldte formularer med hoved af folk der måske allerede nu gør Kathmandu du mere forstoppet og usikker. Hvad gjorde vi før computeren kom? jeg har fundet svaret. Men det er da imponerende at jeg får lavet og registreret kørekort på blot nogle få timer. Lidt legwork yes, meget træt yes, men det er da sejt. I Danmark tager alle (semi)offentlige opgaver som disse ugevis.

Nå så kom strømmen tilbage. Den tunge regn udeblev og stormen atter erstattet af sol. 

Work work work. Jeg faldt meget hurtigt i søvn den dag.

Mit hjem

Puha, hvilket pres det er at blogge. Sådan skal det vel ikke være. Jeg har flere historier liggende, de hober sig op. Der er historier om kærlighed, intriger, fødselsdage, gaver, familiekrig, misundelse og en enkelt historier hvor jeg gør i bukserne. MEN, dem må I få en anden gang (hvis I husker at spørge), for hvis jeg ikke springer dem over nu må jeg erklære min blog død, og det går jo ikke :)

Jeg forlod Nepal i december og drog til Australien hvor jeg fejrede jul og nytår med mine to venner Jakob og Irene. Vi havde en afslappende roadtrip på tasmanien med en masse kørende i den forkerte side af vejen, masser af mad samt nogle herlige vandreture i bakke og dal. Efter nytår drog jeg nord på mod Brisbane hvor jeg tilbragte en uge med en fellow trekker (fra Annapurna) og hans datter.

Jakob og Irene. Som I kan se er de glade og har det godt :)

Jul i Melbourne. Musikalsk genie og stunning good looking santa.

Solnedgang over Tasmanien.

Nytårsaften i Hobart.

Det skulle vise sig at være den korteste tur til Australien, noget kaldte på mig :). Og lidt mod min logiske sans gik jeg på nettet og bestilte en retur billet til Nepal. Så efter en måned i Australien er jeg nu tilbage i Nepal.

Jeg har fået job hos en dansk virksomhed, hvor jeg er ansat som webudvikler. Samme job som min tidligere ansættelse. De fleste dage sidder jeg på en internet café og arbejder. Ellers drager jeg ud af the vally og besøger venner og venners familier.

Jeg har lært at køre motorcykel og flere dage efter arbejde smutter jeg ned i motorcykelbiksen og prøver nye cykler af. God måde at tømme hovedet på. (mor; det er ikke særlig farligt, kører langsomt og forsigtigt - det meste af tiden).

Nå men nu til bloggens overskrift - Mit hjem. Efter efterspørgsel har jeg taget et par billeder fra hvor jeg bor. Hvor bor jeg? 10 minutters gang fra turistcentrum hos en vens familie.

Komfur og diverse krydderier, bønner, og andet mad-godterier. Mit værelse.

Min seng i køkkenet. Også vores spisebord og stol samt hyggekrog hvis strømmen er gået.

Her sover resten af familien (og nogle gange mig om morgenen, når Urmila er hjemme/på besøg). Det er samtidig TV stue. Når der er strøm ser vi bryllupsprogrammer. Nogle med vampyrer og andre mere benny hill agtige shows. Men allesammen om bryllupper. (ps: måske følger jeg ikke altid lige meget med) 

Mit klædeskab (i midten). Indtil for få dage siden lå alt deres tøj i en stor bunke. Efter de nu har fået et klædeskab er det lykkedes mig at finde min taske og få skiftet tøj. De vasker mit tøj så jeg klager ikke.

Her børster jeg tænder og går i bad. Længest fremme parkerer jeg min motorcykel når jeg har sådan en. 

Her børster jeg tænder og går i bad. Samt hænger ud med familierne når solen er fremme. 

.. og sådan så jeg ud for et par dage siden (to). Har imellemtiden gjort min hat væk. :(