En uventet mærkværdig dag

Det er hverdag i Nepal at strømmen forsvinder. Det er en del af regeringens plan for at spare på strømmen (grundet manglende regnfald forrige år). Der eksisterer et skema for afbrydelserne i de forskellige zoner af the vally. Strøm afbrydelserne er også et super hot politisk tema og de ændre på skemaet konstant.

Så hvad gør man når man havde planlagt en hel dags arbejde foran computerne og strømmen går og alle backups og batterier gisper efter vejret?

Det skulle jeg slet ikke bekymre mig om i tirsdags. Jeg træder ind på kontoret og bruger de sædvanlige 30 minutter på at komme igang med arbejdet (får tændt computeren, startet diverse programmer, checkket mail og selvfølgelig får slurpret en kop alt for sød mælkete i mig), og CHONK, CLICK, BANG siger det og strømmen går, klokken er 8:00 præcis og strømmen kommer ikke tilbage før 12:00 (sjovt nok er de altid præcise med at slukke for strømmen, den er altid 20-30 minutter forsinket i den anden ende). "Hmm", tænker jeg og kigger mig rundt, "hvad nu?". Pr. refleks rækker jeg ud efter min mobil og står nu ude på gaden, "hvad nu?". Før jeg får set mig om kommer en ven susende på motorcykel (som om jeg var zorro og havde piftet for at hidkalde Tornado for at slippe ud af en farlig pine) og stopper foran mig.

Anyway langsomt får jeg bootet min hjerne i ikke-arbejds mode og er nu på jagt efter en et konditeri, Urmila har fødselsdag lørdag og jeg har fornyelig smagt den letteste, sødeste dark forrest chokoladekage, men hvorfra. Jagten gik ind. 20 minutter uden held giver jeg op og bliver ening med mig selv i at en anden slags kage også må kunne gå an. "Chandra, stop ved den næste bager" siger jeg til min "chauffør". Næste bager er bageriet ved det eksklusive hotel Annapurna. Jeg træder indenfor og straks slikker jeg mig om munden, hvilken oplevelse, og der midt i det hele mørk som skoven selv snilde Hans og Grete ikke vil kunne finde ud af og en duft der gør mig svimmel (der er sket noget med mine smagssanser det sidste stykke tid, nogle gange når jeg spiser chili bliver jeg svimlende beruset, ret behageligt, kan dog blive for meget)? The Dark Forrest chokoladekage. Heldigt heldigt. OG, to skridt til venstre ligger en blomsterforrestning, to fluer med et smæk. Umm det var svært at forlade bageriet igen, men næste punkt bankede på ruden ude fra gaden og vi måtte gå. Kage og blomster i hus, næste punkt en fødselsdagsgave.

I mellemtiden ser jeg at jeg har 2-3 missed calls på telefonen, men ikke et nummer jeg kender, så jeg sætter mig igen bag på motorcyklen og begynder gavejagten. 1 time senere er gaven fundet og pakket fint ind i en gennemsigtig plastik pose. "Flot", tænker jeg, "så bliver den i det mindste ikke beskidt". Pulsen og stress niveauet er højt (jeg lever) af skyde rundt på i kryds og tværs af Kathmandu i den travle og kaotiske trafik. Så vi finder en lille gyde og drikker en kop mælkete. Jeg kigger atter på telefonen. Endnu to ubesvarede opkalde. Jeg ringer op og finder ud af at en fyr der skal hjælpe mig med kørekort til motorcykel har siddet og ventet en time og at jeg skal skynde mig at komme. 

Afsted mod motorkontoret. Luften er sær trykket. Og ud af ingenting begynder det at storme. Sand i øjene og klaprende tænder. Stormen tager af og der begynder at falde små dråber regn - årets første regn. Jeg har en sær sær fornemmelse for dagen.

Motorkontoret ligger et godt stykke uden for centrum af Kathmandu på en travl støvet hovedvej - på begge sider og udenfor. Det kan bedst beskrives som en mellemting mellem et stort stort støvet marked af boder og så det skøre hus fra Asterix og Kleopatra tegnefilmen, hvor de to helte bliver sendt fra skranke til skranke for at få en formular. Og lige så må jeg rende op og ned af trapper, krydse hovedvejen, jeg ved ikke hvor mange gange, snakke med den første, anden og tredje mand fire fem gange. Først skal jeg betale 5 års vejskat, så skal jeg have et eller andet stempel. Så skal jeg have en underskrift og hele vejen skal jeg selv bringe alle papirer og formularer mellem disse folk. Jeg er ansvarlig for at de gør deres arbejder, eller for at de arbejder på mine papirer frem for andres: "prøve lige at se på det her", "er det rigtigt nu?" og "har du spist?". Skørt skørt. Kontorerne er store tomme betonrum med et stor bord i midten. Langs vægene ligger tusindvis af udfyldte formularer med hoved af folk der måske allerede nu gør Kathmandu du mere forstoppet og usikker. Hvad gjorde vi før computeren kom? jeg har fundet svaret. Men det er da imponerende at jeg får lavet og registreret kørekort på blot nogle få timer. Lidt legwork yes, meget træt yes, men det er da sejt. I Danmark tager alle (semi)offentlige opgaver som disse ugevis.

Nå så kom strømmen tilbage. Den tunge regn udeblev og stormen atter erstattet af sol. 

Work work work. Jeg faldt meget hurtigt i søvn den dag.