Nu sprang jeg historien om mit uheld i Ghyampesal over sidst så her får I en ny lille uskyldig historie.
I forgår var en lang dag. Op kl. 05 og øve til dagens køreprøve (slalom mellem 5 pæle), køreprøve. Derefter ud og hente motorcykel, på værksted med cyklen, jagte byen rundt efter et par litter petrolium (stor stor mangelvare for tiden). Kl er 10 og Urmila står klar. Smuk og dejlig ser hun ud selv med løftet pegefinger og skrappe ord skydende ud munden på hende. Heldigvis kan jeg stadig gemme mig bag mit manglende sprogkundskab og svarer: "Det forstod jeg ikke, er du klar?" Til bryllup, fire, fem timer. Mad, vandren frem og tilbage mellem det ene og det andet tempel. Op og stå ned og sidde (på hug). Kort sagt en travl anstrengende da. Efter brylluppet sender vi lille bror med veninderen hjem og tager på hotel for at slappe lidt af. "Den, den og den", vælger vi fra snack kortet. Efter meget værdsat afslappet time med Urmila er det igen op på motorcyklen og hjem til travle Kathmandu hvor Urmilas forældre ankommer i aftentimerne. Lang men dejlig dag, puha.
Og appropos puha, nu til historien. Da jeg vågnede denne morgen skulle jeg frygtelig meget på toilettet, men det kom jeg aldrig. Så da jeg ankom med Urmila på hotellet i værksatte jeg en plan jeg havde arbejdet den sidste time under bryllupet. Jeg skulle på toilettet. Smukt, luksoriøst hotel, og toiletterne ligeså. Fint toilet hvor man sidder på brættet og har papir til tøre sig med. "Herligt", tænker jeg, "Urmila kan godt hygge sig lidt for sig selv ude i restaurenten". Men så herligt skulle det vise sig ikke at være.
På blot en måned har det vist sig har ulært hvordan man bruger et toilet. Jeg når til det punkt hvor man lukker avisen eller med sikkerhed sætter det sidste 9-tal i sodukoen. Time to clean up. Jeg bruger i hvert fald to meter toiletpapir og på mærkværdig vis lykkes det mig alligevel at få grattet mine hænder ind i afføring og stoppet toilettet. Heldigvis er der sæbe og varmt vand :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar