Beijing eller?

Ni hao

Jeg ankom for nogle dage siden i Beijing og har faaet oplevet en stor del af byen, har dog endnu ikke besøgt den forbudte by og mangler ogsaa at se det nye national stadion - fuglereden.

Har besoegt diverse shopping distrikter, bl.a. Haidian Huangzhuang der huser bygningerne: The Great Mall, Top Electionic, m.m. Derud over har jeg besøgt flere af de store attraktioner som Tiananmen Square og Hutong omraadet (den gamle bydel) samt nogle lidt mindre turistbefaengte sites som Factory 798, et stort fabriksomraade, tidligere produktion af elektricitet, dedikeret til kunst i al sin udstraekning.

Jeg har ogsaa rendt i smaa gyder og farret vild, som nogen maaske ved jeg ynder. Men uanset hvor langt vaek det lykkedes mig at komme (fuck Beijing er stor), saa var der altid en officiel Beijing 2008 OL hjaelper sidden gabende ved naeste hjoerne eller en vagt der stod ret, men hellere ville snakke. Og rent faktisk er det kun lykkedes mig i ringe grad at opleve lidt af hvad det vil sige at leve i Beijing / Kina.

Alt er pakket ind og poleret. Hvor en skamplet er lukket inde bag tornhøje reklamebanners med tekster som: "one world one future" og "let the colors of the rings brighten the colors of our lives". Jeg har vitterligt følelsen af, at jeg sejler rundt i en svane i Disney Land, eller som en karakter i et af de der computerspil hvor man ikke kan bevaege sig uden for visse omraader, selvom om man kan se veje og masser oplevelser laengere fremme. Et stort skuespil. Hvornaar mon der er pause, kunne godt bruge nogle popcorn og maaske et toiletbesoeg.

Byen virker trods alt meget fed. Jeg tror godt jeg kunne bo her, har i hvert fald lyst til at prøve det. Kunne forsøge mig som english teacher som saa mange vesterlinger.

Faktisk har Beijing, laert mig lidt om mig selv om mine ønsker om at opleve verdenen. Jeg er traet af de store attraktioner og den tunge historie. Fylder for meget og gentager egentlig bare sig selv. Jeg er mere til at den kontemporaere kultur, mødet med folket. Det at opleve hvor man køber de bedste agurker, eller hvordan man nemmest kommer rundt via subwayen.

Ironisk nok sidder jeg her i Kina, landet der maaske elsker H.C. Andersen mest i verden, selv mere end Odense (Odense er et land ikke?), og taenker som manden sagde: at rejse er at leve. Leve som i hverdags liv, leve som i overleve, leve som i at vaere i tvivl om hvad meningen med livet er, og knap saa meget Kubla Kahn og den himmelske fredsplads.

Idag har jeg købt en drage og et stykke rispapir med Slagger skrevet paa kinesisk. Det har jeg moret mig meget over. Slagger betyder noget i retningen af 'this strong/powerful brother'. Kunstneren der tegnede mit navn ville tilføje symbolet for lykke eller held og ville have at jeg skulle rejse rundt med det. Jeg valgte i stedet symbolet for kaerlighed. Sammensat med mit navn bliver betydningen 'the loving powerful brother', der vil maade mange mennsker som han vil kalde venner. Og som de kvindlige kunsterstuderende forlader lokalet tilfoejer han: Det vil ogsaa hjaelpe dig med damerne (løst oversat). Hehe, gamle gris. Saa nu baerer jeg papiret som en talisman.